Om Bjergby & Mygdal
To byer i Vendsyssels dejligste område
Velkommen til Bjergby & Mygdal
Bjergby og Mygdal er to små byer og sogne nordøst for Hjørring, med samlet omkring 1.400 indbyggere. De 2 byer er uløseligt forbundne, selvom der er 3-4 km mellem dem. Det er et velfungerende lokalsamfund omgivet af skøn natur.
Her findes alle hverdagens fornødenheder i form af skole, børnepasning og fritidsfaciliteter for hele familien. Indtil sammenlægningen med Hjørring Kommune i 1970 var de to sogne en sognekommune.
Området er meget kuperet med mange dejlige udkigspunkter, dybe dale, skove og marker. Der er få km til Danmarks bedste strande mod vest og nord. Med 10 minutter til henholdsvis Hjørring og Hirtshals, og 30-35 minutter til Aalborg ad motorvejen ligger byerne trafikalt særdeles godt.
Bjergby & Mygdal
To byer i Vendsyssels dejligste område
Ca. 1.400 indbyggere
Hjørring Kommune
Region Nordjylland
Foreningsliv
Alle foreninger i området samarbejder på kryds og på tværs. 17 foreninger, institutioner og virksomheder er medlemmer af Landsbyrådet.
Aktivitetshuset Solhjem
I november 2015 erhvervede den nyetablerede forening Aktivitetshuset Solhjem det tidligere plejehjem Solhjem i Bjergby. Foreningen har i dag omkring 450 medlemmer og godt 80 sponsorer.
En 60-70 frivillige personer er aktivt involveret med ombygning, vedligeholdelse og drift. "De grå mænd" — pensionister fra mange brancher — er en stor del af projektet og laver et enormt frivilligt arbejde i hele området.
Huset rummer bl.a. Uggerby Husflid, CykleClubben Hjørring, Vendia Kaffe, Solhjem Bryglaug og Solhjem Sound Society.
Besøg solhjem.dk →Bjergby-Mygdal Idrætsforening (BMI)
BMI er de 2 sognes idrætsforening og en vigtig medspiller i det lokale fællesskab. Foreningen tilbyder fodbold, badminton og gymnastik.
BMI har også et aktivitetsudvalg der arrangerer bankospil, halfest, sommerfest og flere mindre arrangementer som samler borgerne.
BMI på Facebook →Uggerby Husflid
Uggerby Husflid har eksisteret siden begyndelsen af 1900-tallet og holder til på Aktivitetshuset Solhjem. De har godt 100 aktive kursister ugentligt.
Kurser i trædrejning, strik, knipling, kunstmaling, plantefarvning, spinding af garn og KREA-kurser. Trædrejning kører mandag til torsdag med både eftermiddags- og aftenhold.
Solhjem Sound Society
Startet i foråret 2024 for at fremme den udøvende musik i Bjergby og omegn. Solhjem lægger hus til musikalsk udfoldelse med scene, lydanlæg og lys.
Musikklubben har allerede bidraget med over 200 nye medlemmer til Aktivitetshuset Solhjem. Der afholdes intimkoncerter, åben scene og jam-aftner.
Borger- & Grundejerforeninger
De to borgerforeninger samarbejder på tværs om arrangementer, f.eks. Sct. Hans fest. Bjergby Borger og Grundejerforening og Mygdal Borgerforening står bag mange af områdets fælles aktiviteter.
Solhjem Bryglaug
32 medlemmer brygger håndbrygget øl i Solhjems kælder. Der afholdes klubdage med foredrag, øl- og vinsmagning. I 2018 blev der brygget omkring 40 slags øl!
Kunst & Natur
Heregården Odden
Danmarks nordligste heregård, beliggende i Mygdal. Odden har den største samling af maleren, keramikeren, grafikeren og billedhuggeren J. F. Willumsens værker.
Drives af en fond med støtte fra "fæstebønder" — en støtteforening af frivillige der hjælper med at bevare samlingen. Heregården er også et samlingspunkt for lokale foreninger.
Præstegårdsbakkerne
Et fredet naturområde nordvest for Peterspladsen med afmærkede vandreruter. Området hviler på istidens bakkede morænelandskab og byder på fantastiske udsigtspunkter.
Det kuperede terræn er også et fantastisk cykelområde, og lokale entusiaster har etableret en mountainbikebane.
Peterspladsen
En fascinerende dyreskulpturpark udført af den lokale Bjergbybo Peter Jensen, også kendt som "Danmarks-Peter". Peterspladsen er meget besøgt af turister og familier.
Bjergby-Mygdal skole og børnehuset har også ture til Peterspladsen flere gange om året.
Mygdalhus
Den gamle Brugs i Mygdal er omdannet til kunstudstilling og galleri. Drevet af foreningen Mygdal Gruppen i samarbejde med udstillende kunstnere og frivillige kræfter.
Institutioner
Bjergby-Mygdal Skole
0.–6. klasse. Placeret som nr. 8 i social trivsel ud af 1.238 skoler. På spørgsmålet "Er du glad for din skole?" var skolen nr. 1 i landet. Demonstrationsskole for udeskoler.
Børnehuset Bjergby
Nyligt ombygget børnehave med 60 børn og vuggestue med 12-15 børn. Der er også private dagplejere i området.
Bjergby & Mygdal Kirker
To middelalderkirker, sognehus, 3 børne- og voksenkor, babysalmesang, koncerter, foredrag og spaghetti-gudstjenester for børnefamilier.
De Grå Mænd
En uundværlig del af lokalsamfundet. "De Grå Mænd" er pensionister i deres bedste alder — tømrere, smede, elektrikere, politifolk og landmænd — der alle har skruet hænderne rigtigt på.
De slår græs, maler, bygger om, laver broer, lægger fliser og forskønner området. De har bl.a. etableret broer og trapper omkring Bjergbys by-sø, bygget Skoleskoven med shelter og bålplads, og arbejdet utrætteligt på renoveringen af Aktivitetshuset Solhjem.
Kommunen har påskønnet deres indsats med en barak ved skolen og støtte fra fonde til værktøj og udstyr.
Landsbyrådet
"Landsbyrådet for Bjergby-Mygdal" blev stiftet i 2006 og vælges blandt personer med tilknytning til foreninger, institutioner og enkeltpersoner i Bjergby og Mygdal sogne.
Landsbyrådet har til formål at:
- Varetage lokalsamfundets behov for fælles repræsentation udadtil, herunder at være høringsorgan for de kommunale myndigheder
- Skabe et forum for kontakt, koordination og samarbejde mellem lokalsamfundets foreninger, institutioner og virksomheder
- Arbejde for gode rammer for lokalsamfundets liv og vækst
Kontakt: mail@bjergby-mygdal.info
Læs mere på bjergby-mygdal.info
Aktiviteter & Fritid
Fodbold
Badminton
Gymnastik
Cykling
Traveture
Mountainbike
Kroket
Ridning
KFUM Spejder
Trædrejning
Kunstmaling
Musik & Jam
Fællesspisning
Bankospil
Gourmetaftener
Revy & Dilettant
Erhvervsliv
Landbruget udgør naturligt nok en stor del af erhvervslivet, men der er også mange håndværker- og entreprenørvirksomheder. Dagli’Brugsen i Bjergby er både butik, samlingspunkt og sponsor for lokalområdet.